COWI bygger digital bro mellem forretninger

8. september 2017

Magnetix har vundet et spændende projekt for rådgivningsvirksomheden COWI. Koncernen skal have udviklet en digital strategi og et nyt website, der både samler forretningens mange ydelser samt inspirerer og informerer de besøgende på en ny måde.

COWI arbejder med projekter overalt i verden inden for planlægning, miljø, trafik, it, byggeri og samfundsøkonomi - projekter der i stigende grad bliver større og mere komplekse. Som en global, vidtfavnende og innovativ virksomhed med en tag line, der lyder ”Førende rådgivningsvirksomhed med en 360 graders tilgang” var der brug for en digital strategi og et website, der også afspejler dette. En strategi, der samtidig binder forretningens mange ydelser sammen til ét COWI og gør det tydeligt og let tilgængeligt, hvad virksomheden kan tilbyde – både som forretningspartner og som arbejdsplads.

Første skridt på den digitale rejse

Første del af det digitale roadmap er cowi.com, som bliver det centrale element i det samlede økosystem. Fokus bliver at præsentere målrettet og relevant indhold til sitets forskellige målgrupper samt skabe integration til relevante værktøjer som fx Employer Branding og Sociale Medier. Man bliver mødt af ét COWI på tværs af markeder med samme kvalitetsindhold, som er intuitivt at finde, så alle besøgende får det, de hver især er kommet efter. 

Det er desuden ambitionen, at det nye cowi.com kommer til at være en inspirerende oplevelse, der vækker nysgerrighed og efterlader et varigt indtryk. Det skal selvsikkert og troværdigt afspejle at her er tale om en global leder indenfor deres felt, og det skal udtrykke, hvordan COWI sætter standarder med både tilgang og holdning, når det gælder det omgivende samfund, klima, bæredygtighed osv.

”Det nye website skal ikke blot organisere vores indhold i en mere logisk struktur. Vi skal udnytte platformen til at møde vores kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere på en måde, vi aldrig har gjort før. De muligheder og perspektiver, det afstedkommer, glæder jeg mig meget til. ”, siger Michael Pedersen, Vice President, Corporate People & Communication i COWI. 

Christina Rind Helsbro, CCO i Magnetix supplerer: ”Udviklingen af løsninger og transformationsprocesser for videnstunge virksomheder er altid et spændende forløb, og vi er glade for at skulle med på denne rejse”.

Om COWI

 

Førende rådgivningsvirksomhed organiseret i 3 regioner – Danmark, Norge og Sverige samt med afdelinger og selskaber i Europa, Asien, Mellemøsten, Afrika og Nordamerika.

 

COWI har i Danmark været involveret i projekter som Københavns Metro, DR Koncerthuset, Skuespilhuset, Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen.

 

COWI blev grundlagt i 1930.

Christina
Rind Helsbro

CCO, Partner


(+45) 8838 3010