9. november 2017

Superhøns

"… working alongside brilliant, creative people is its own reward. And I’ve never felt very motivated by pecking orders or superchickens or by superstars."

 

Margaret Heffernan

Hakkeorden er et andet og mindre pænt ord for det hierarki, der er på arbejdspladser. Og der er altid et hierarki, om man vil det eller ej. Det er også svært at arbejde uden, men man må altså ikke hakke. Heller ikke, hvis man er en superhøne.

 

Margaret Heffernan har holdt en fin tale om høns i relation til produktivitet, trivsel og i sidste ende bundlinjer på arbejdspladser. Hun fortæller om forskeren William Muir, der lavede studier om produktivitet. Han var glad for høns, da han her meget nemt kunne måle produktivitet på antallet af æg. Muir tog en flok med 9 almindelige blandede høns og lod dem passe sig selv i 6 generationer. Han udvalgte også en flok på 9 superhøns, altså de høns, der lagde flest æg, samlede dem i en anden flok, og konkluderede på samme måde på deres produktivitet efter 6 generationer.

 

Flokken med de almindelige høns stortrivedes, var fede, med flotte fjer og masser af æg. Superflokken havde hakket så meget på hinanden for selv at overleve, at kun 3 var tilbage, og æggetallet var helt i bund. Superhønsene tog simpelthen hinandens ressourcer for selv at shine. Der var ikke plads til så mange superhøns på samme sted. Margaret Heffernan sammenligner studiet med en kedelig tendens på arbejdspladser, hvor der kun ansættes superhøns. For superhøns arbejder skidt blandt andre superhøns. Superhøns har brug for almindelige høns – og almindelige høns har brug for superhøns. Selvfølgelig skal medarbejdere være dygtige til hver deres, men sociale relationer, empati og forskelligheder er ifølge Heffernan blandt det, der skaber de bedste bundlinjer – og ikke superstars.

 

Hm, er du så en superhøne? Nogle gange er du sikkert, og andre gange er du nok bare en helt almindelig høne. Either way, så er det lige meget, for der er brug for alle slags høns. Bare de kan lide hinanden, taler sammen og ikke hakker for meget på hinanden, så skal det nok gå alt sammen. Og længe leve Magnetix, heldigvis.

Skrevet af: Johanne Brandt