10. august 2017

Stavefejl er for svindlere

GettyImages-694845336.jpg

”Ekstroverte mennesker overser oftest fejl, mens introverte dømmer sprogfejl mest negativt.”

Sprogpolitiet har knap 47.000 følgere på Facebook, mens gruppen Jeg dømmer dig, når du staver forkert! har godt 18.000 medlemmer. Om de alle sammen er introverte, indebrændte egoister, som artiklen beskriver det, skal jeg ikke gøre mig klog på.

 

Derimod tror jeg, at de fleste mennesker, bevidst eller ubevidst, reagerer negativt på grammatiske fejl, hvilket forsøget også bekræfter. Og det gælder nok især, hvis afsenderen er en virksomhed. Stavefejl og dårligt sprog i fx en e-mail rimer nemlig på manglende professionalisme og i værste fald forsøg på svindel.

 

Stavefejl som segmentering

Faktisk er overlagte stavefejl en hovedingrediens i de såkaldte Nigeriabreve, hvor de fungerer som en primitiv segmentering, der med det samme frasorterer mistroiske modtagere.

 

På den måde kan svindlerne bruge deres kræfter på de personer, der kunne være tilbøjelige til at overføre et større beløb til en afrikansk prins, de aldrig har hørt om før.

 

Denne tilbøjelighed kan dog næppe udelukkende tilskrives en ekstrovert personlighed.