2. februar 2018

Du gætter aldrig, hvad der står i denne insight

left-click-with-a-mouse_318-35650.jpg

”Clickbait gets a bad rap. When done correctly, it’s one of the best ways to get people to take notice and give you their most precious asset: attention.”

Og hvis du gør, så du gætter sikkert forkert. For jo mere karakter af clickbait overskriften har, jo mindre handler teksten sikkert om det, du håbede. I hvert fald ikke i lige så spændende grad, som overskriften lagde op til. 

 

Sådan er det ofte i dag, men sådan behøver det ikke at være, for clickbait er bestemt ikke en dårlig taktik. Tværtimod. I dag bliver den bare misbrugt i en grad, der er ærgerlig. Der findes endda clickbait-generatorer på nettet, øv.

 

Før der fandtes klik

 

Clickbait er en ældgammel måde at skabe interesse på. For 100 år siden klikkede man naturligvis ikke ret meget, og det hed da heller ikke clickbait dengang, men idéen var den samme. Opmærksomhed, opmærksomhed, opmærksomhed – ved at lokke med noget godt uden at sige for meget. Og hvorfor ikke få flere læsere af sin tekst ved at skrive sin overskrift så pirrende som muligt? Det skal vi selvfølgelig stadigvæk, når bare vi ikke lover for meget.

 

Clickbait bruges allerede flittigt af journalister (på godt og ondt), og tekstforfattere kan med fordel gøre det samme. I en salgstekst kan tricket fx være at finde en stærk og gerne overraskende kvalitet ved sit produkt og tease til den: Ved du, hvor meget du kan spare? i stedet for den forudsigelige Spar 100 kr. på dit næste køb eller den oversælgende Så meget har du aldrig sparet før! Det handler om at finde balancen mellem at lokke og oversælge. Clickbait kan hurtigt blive uelegant og misvisende. Brugt fornuftigt er clickbait en supereffektiv taktik.

 

Gode klik eller mange klik?

 

Der er selvfølgelig også den gamle snak om kvantitet vs. kvalitet. Så hvis din kunde hungrer efter 5.000 klik, og din oversælgende overskrift, subject line eller bannertekst sagtens kan levere dét, hvor meget betyder en tilfreds klikker så? Det skal i hvert fald afstemmes på forhånd. For det kan koste dyrt, hvis din kunde ikke får det forventede. Men det koster altså også dyrt i tillid, hvis ikke klikkeren får det forventede. 

Johanne Brandt
Johanne Brandt
Copywriter
Copywriter på 8. år, der kan skrive sig ud af alting eller prøver i hvert fald. Yndlingsværktøj: Håndcreme.
Skrevet af: Johanne Brandt

19. januar 2018

Sprogpoliti, go home

16-field drawing - alice trial eyes closed screencap.jpg

”Man er ikke et dårligt menneske, fordi man ikke kan stave.”

 

Tina Lund, ridepige og forsidefrue

En lille uvidenskabelig teori om dårligere stavere og sproglig udvikling.

 

Der er nogle voksne mennesker, der driller andre voksne, der ikke staver så godt. Det skal de lade være med. Der kan selvfølgelig være mange grunde til, at man er dårlig til at stave som voksen – jeg tror, at en manglende interesse for sprog ofte er hovedårsagen, om den så skyldes ordblindhed, en dum dansklærer eller noget helt tredje. Dansk skriftsprog er simpelthen så langhåret, at man er nødt til at interessere sig bare en lille smule for sprog for at få det hele med. Og gør man ikke det, interesserer man sig nok for noget andet, som man så er god til i stedet. Så længe de dårligere stavere ikke arbejder som tekstforfattere eller laver undertekster til tv, skal vi andre så ikke bare lade dem være?

 

Ikke alle tænker over formen, når de bruger deres sprog – mange snakker og skriver bare derudad. Og hvis vi andre forstår meningen, er det vel okay, at alt ikke er helt korrekt. Hvis jeg misforstår en tekst, er det som regel, fordi teksten er upræcis i indhold eller tonefald. Det er sjældent stavefejl, der slår mig ud, og jeg er faktisk ret ligeglad med, om andre staver lige så godt som mig.

 

Måske er det ligefrem de usikre sprogbrugere, der er med til at hjælpe sproget med sin naturlige udvikling? For udvikle sig, det skal sproget altså. Tænk bare, hvis vi stadig skrev og talte, som vores forfædre gjorde i 1917 – og tænk, hvis vores tipoldebørn om 100 år taler og skriver, ligesom vi gør nu. Dødkedeligt og helt urealistisk. Sproget er jo nødt til at optimere sig og følge med sine omgivelser og dem, der bruger det, for at fungere. Ellers mister det sit berettigelse. Jo, det er temmelig svært at sætte sig ud over sin egen tid, men hvad der ligner dårlig stavning i dag, giver måske mening om 50 år. Bare vent. Det kan ligefrem være, at vi burde takke vores forfædre for at være så dårlige til at skrive navneord med stort og D i kunne, ville og skulle, at vi slipper for at gøre det nu.

 

Alle jer derude, der bøvler med nutids-R, sammensatte ord og andre danske snubletråde. I er måske de skødesløse sproggenier, som dit og mit sprog har brug for. Vi forstår det bare ikke endnu. Og alle jer derude, der er gode til at stave, be nice.

Johanne Brandt
Johanne Brandt
Copywriter
Copywriter på 8. år, der kan skrive sig ud af alting eller prøver i hvert fald. Yndlingsværktøj: Håndcreme.
Skrevet af: Johanne Brandt

9. november 2017

Superhøns

"… working alongside brilliant, creative people is its own reward. And I’ve never felt very motivated by pecking orders or superchickens or by superstars."

 

Margaret Heffernan

Hakkeorden er et andet og mindre pænt ord for det hierarki, der er på arbejdspladser. Og der er altid et hierarki, om man vil det eller ej. Det er også svært at arbejde uden, men man må altså ikke hakke. Heller ikke, hvis man er en superhøne.

 

Margaret Heffernan har holdt en fin tale om høns i relation til produktivitet, trivsel og i sidste ende bundlinjer på arbejdspladser. Hun fortæller om forskeren William Muir, der lavede studier om produktivitet. Han var glad for høns, da han her meget nemt kunne måle produktivitet på antallet af æg. Muir tog en flok med 9 almindelige blandede høns og lod dem passe sig selv i 6 generationer. Han udvalgte også en flok på 9 superhøns, altså de høns, der lagde flest æg, samlede dem i en anden flok, og konkluderede på samme måde på deres produktivitet efter 6 generationer.

 

Flokken med de almindelige høns stortrivedes, var fede, med flotte fjer og masser af æg. Superflokken havde hakket så meget på hinanden for selv at overleve, at kun 3 var tilbage, og æggetallet var helt i bund. Superhønsene tog simpelthen hinandens ressourcer for selv at shine. Der var ikke plads til så mange superhøns på samme sted. Margaret Heffernan sammenligner studiet med en kedelig tendens på arbejdspladser, hvor der kun ansættes superhøns. For superhøns arbejder skidt blandt andre superhøns. Superhøns har brug for almindelige høns – og almindelige høns har brug for superhøns. Selvfølgelig skal medarbejdere være dygtige til hver deres, men sociale relationer, empati og forskelligheder er ifølge Heffernan blandt det, der skaber de bedste bundlinjer – og ikke superstars.

 

Hm, er du så en superhøne? Nogle gange er du sikkert, og andre gange er du nok bare en helt almindelig høne. Either way, så er det lige meget, for der er brug for alle slags høns. Bare de kan lide hinanden, taler sammen og ikke hakker for meget på hinanden, så skal det nok gå alt sammen. Og længe leve Magnetix, heldigvis.

Johanne Brandt
Johanne Brandt
Copywriter
Copywriter på 8. år, der kan skrive sig ud af alting eller prøver i hvert fald. Yndlingsværktøj: Håndcreme.
Skrevet af: Johanne Brandt